Jeg har holdt mit første foredrag i dag, for en lille gruppe forældre som sidder i skilsmissens krise.. Hvad nu med børnene?
Det gik rigtig fint, og jeg ved at et par stykker af dem gik derfra med et par redskaber de ville afprøve, og et par råd der havde fået dem til at se tingene anderledes, hvilket jeg selvfølgelig er helt utrolig glad for :) (Du er sgu dygtig, Mette!)
Noget slog mig dog - Især et af disse forældre-par havde travlt med at pege fingre af hinanden.
"Du er jaloux, det er derfor du gør dette mod mig mht. vores datter.."
"Jamen tænk så lige på hvor jaloux du var da vi var sammen.."
Jalousi er noget fanden har skabt - Jeg har selv været den der var jaloux, samt jeg har været den der levede med en jaloux partner.
Når jeg tænker tilbage på dette, ved jeg godt hvor min jalousi kom fra. Min egen usikkerhed.
Jeg var så usikker på mig selv, at jeg lagde bolden over på ham. Jeg higede efter hans opmærksomhed og bekræftelse. Jeg er slet ikke i tvivl om, den dag i dag, at det har været en umulig, frustrende og pisse irriterende opgave for ham, at vise mig hvad jeg egentlig betød.. Og til sidst lod han også være - Jeg tog det jo nok egentlig ikke til mig, alligevel.
Jeg blev også selv skide irriteret over at bo med en jaloux partner. Han nægtede f.eks. min bedste ven adgang i vores lejlighed, trods at han aldrig havde mødt manden.. Hvorfor? Fordi han så ham som en konkurrent, vil jeg tro?
Vi snakkede om selv samme emne forleden, min veninde og jeg, hvor jeg ytrede min mening omkring det at være jaloux. Jeg selv har fået et helt andet syn på sagen, efter at have været i begge slags sko, og efter at have fundet roen i mig selv.
I dag ville jeg ikke blive jaloux hvis pigerne flokkedes om min kæreste (med måde), Jeg ville tværtimod blive skide stolt over at denne godhjertede godte havde valgt at leve sammen med netop mig!
For det må der jo være en helt bestemt grund til, ikk? At man vælger hinanden.
Nå - Tilbage til emnet. Da jeg sad og studerede dette forældre-par, og deres beskyldninger mod hinanden, slog det mig.. Gad vide om alt dette handler om at de påfører hinanden, sine egne tanker og følelser?
Når mor beskylder far for sådan og sådan, er det så i virkeligheden fordi mor SELV ville tænke, reagere og handle sådan, og derfor automatisk tror at far også gør det samme?
Jeg har indimellem selv siddet i situationen med mine børns far.
Ja, i starten bekrigede vi kun hinanden, men ikke længere. Man bliver vel klogere :)
Dog kan jeg stadig undre mig over udtalelser som "jeg gider ikke diskutere mere med DIG!" - Hvor mit eneste formål nok har været en konstruktiv samtale omkring vores børn og deres trivsel. Det handler ikke om mig, dig, ham eller buschaufføren - Men om vores aller dyrebareste.. Vores børn!
Er vores/jeres kommunikation ikke tiden værd, når det nu er dem det omhandler?
Jeg ved at jeg bekrigede mine børns far, fordi jeg ikke følte jeg kunne andet. Jeg var dybt såret over at han forlod mig og jeg var især dybt såret over måden det blev gjort på. Jeg tror jeg handlede i afmagt.
Jeg må, hånden på hjertet, nok også indrømme at jeg var møg jaloux over at han var så hurtigt videre, mens jeg ellers bare kunne sidde der og tude snot.
Ikke at det retfærdiggøre min handling, det gør det absolut ikke.
Hvorfor han også længe prøvede at bekrige mig, kan jeg ikke svare på - Jeg ved dog, med mig selv, at jeg ingen intention nu, har om at ødelægge noget. Jeg vil bare gerne at mine børn har det godt, med den tid de har med deres far.
Men handler de her krige egentlig i bund og grund om at bogen ikke er helt lukket? At følelserne er i klemme? At man tillægger hinanden sine egne tanker og følelser?
For hvor i dette er barnet? Hvorfor har vi så meget fokus på hvad kan gøre for at ødelægge hinanden? Hvor er fokus på barnet? Og er der overhovedet nogle af os der ser hvad vi gør ved vores børn, når vi har så travlt med at hade hinanden?
For ja - Det ødelægger vores børn at deres forældre ikke kan sammen. De ser, og mærker, meget mere end vi tror.
Det er ikke længe siden min ældste søn kiggede på mig og sagde "mor, hvorfor giver dig og far aldrig hinanden en krammer mere?"
Ja, se.. Hvorfor gør vi ikke det? Fordi.. Det gør vi bare ikke. Vi har været så meget op og ned, og været så meget igennem, at ligegyldigheden har ramt os - Eller i hvert fald mig. Jeg kan ikke tale på hans vegne.
Men hvordan forklare man det til en 5-årige, hvis eneste håb egentlig bare er at alt er godt?
Børn er pleasere - Og så snart de fornemmer gnidninger - Hvem af os skal de så vælge at please?
Kærlighed er en følelse - Had er en følelse!
Når du når ud til ligegyldighed - Først der er bogen lukket!
(hvis I da aboslut ikke kan have et venskab!)
Det ville være nemt hvis man kunne være lige så ligeglad, som Medina.. For hun er eddermame ligeglad!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar