Jeg siger det endda selv, når jeg sidder bag skærmen og råder og vejleder folk igennem deres små kriser. "Skriv - Få styr på dine flyvetanker - Skriv!"
Den dårligste i hele verden til at følge mine råd er.. Mig!
Jeg er mor til to fantastiske drenge, Emil på 5 år, og Elias på knap halvanden. Livet som mor er noget af det mest fantastiske jeg har budt mig selv - Men dæleme også det mest opslidende. Er I klar over hvor meget selvrealisering det kræver at forme sådan to små individer? Er I klar over hvor mange kræfter det kræver at viderfører de værdier man selv så inderligt prøver at leve efter.
Og er I klar over hvor mange tårer der har kostet mig? Ikke kun i de kampe jeg må tage med mine børn, men også i de kampe jeg har måtte tage med omverdenen for at få dem til at se og forstå hvad der er bedst for mine børn, og hvorfor jeg gør som jeg gør?
Jeg elsker mit job som sekretær, jeg elsker det faktum at jeg hver evig eneste dag møder nye mennesker, nye personligheder og nye udfordringer.
Jeg er, eller jeg prøver at være, den gode og støttende veninde. Hende der altid er klar på sjov og ballade og hende der ALTID er der med en skulder - Om det altid lykkedes, ved jeg ikke, men .. Jeg prøver.
Jeg elsker den udfordring jeg snart går i møde som foredragsholder, hvor jeg skal råde og vejlede skilsmissefamilier - Jeg glæder mig, så meget!
For Mette, hun har jo overskuddet. Mette hun har de gode intentioner, Mette hun er ovenpå.
^ det er ikke løgn.
Hemmeligheden er bare at jeg indimellem ligger mit overskud forkert - At jeg ikke altid udlever de gode intentioner jeg nu engang har, og at mit "ovenpå" faktisk godt kan resultere i at jeg, en aften som i aften, kværner en halv bakke flødeboller for mig selv, lukker mig inde i mit soveværelse for at se 5 afsnit af "Greys hvide verden" i streg, og glemmer alt om at der skal
smøres madpakker, ryddes op, og pakkes tasker til imorgen.. Men ærligt - Jeg gider ikke i dag. Indimellem føler jeg sgu det hele er lidt røv og nøgler - Det har man vel også lov til, ikk? Jeg mener, jeg er jo også kun et menneske. Et menneske på 27 år, som nu i halvandet år har stået alene med et kæmpe ansvar - Ikke kun for mig selv og min fremtid, men sørme også et ansvar for at forme de her to små liv, gøre dem klar til at angribe verdenen, og ikke mindst sørge for at deres hverdag er så optimal som den kan være.
Et ansvar jeg selv har valgt, og sørme også et ansvar jeg agter at påtage - Men hvor mange forstår det egentlig? Hvor mange forstår at livet som enlig mor, egentlig ikke er så skide rosenrødt? Alt skal planlægges, man må sige nej til de sene vagter på jobbet, og dermed også de gode penge, og tit og ofte må man også sige nej til de traditioner man har haft med veninder i årevis - For jeg er jo mor.
Det skal heller ikke være en hemmelighed at jeg, trods det at jeg er blevet foredragsholder og formidler, altså stadig ringer til min mor i visse situationer og siger "hjælp din lille pige, jeg er ude på dybt vand" - Mor ved altså bare altid bedst.. Også selv om man er 27 år.
Jeg har begået 2 store fejl, i mit liv som enlig mor.
Den første var at lade min store dreng passe alt for meget, de første 2 år af hans liv.
Den anden var at glemme alt om egne behov, fra min yngste søn kom til verden, og til nu.
Jeg er sikker på at mange vil høvle mig for den bemærkning jeg kommer med nu, og det er også okay, vi kan ikke alle tænke ens, men ... "Jeg er også kun et menneske!"
Mit liv, og min omverden skal ikke gå i stå, 'bare fordi' jeg har fået børn - Jeg har også ret til at have et voksenliv. Havde mine børn været hos deres far hver anden weekend, havde jeg haft tiden der, men det er de bare ikke, og dermed må det planlægges anderledes. Dermed må jeg trække på familien, dermed må jeg springe til, når mine venner står og hunger efter at se mig fuld!
For ja - Når jeg en sjælden gang imellem er uden børn, er det faktisk ofte det der sker.. Jeg drikker mig fuld, jeg griner, jeg har det sjovt og jeg ter mig som en vild teenager, for ved I hvad? Det er skide sjovt! Det er skide sjovt at være non-voksen et døgns tid.
Egentligt burde jeg nok gøre rent, rydde op og få sovet.. Men.. Det er lidt som om det der voksenliv bare ikke trækker så skide meget, når ungerne ikke er hjemme.
Det er lidt som om at jeg hellere vil høre TopGunn synge en ligegyldig sang om min lille røv, end jeg vil høre Kaj og Andrea synge om frømænd, og det er lidt som om opvaskemaskinen godt kan vente med at blive tømt, til imorgen - Det er faktisk lidt som om at mit dankort får lov at leve sit eget liv. Og igen - ved I hvad? Jeg elsker det!
Jeg elsker mine børn, livet som mor, og min hverdag - Men disse stunder elsker jeg altså også.
Så hey, hvis overskuds Mette skal leve videre, så er dette hvad der skal til engang imellem. Længe leve tabuer.
Imorgen venter hverdagen igen, efter en dejlig juleferie, omgivet af skønne mennesker vi holder af - og jeg glæder mig faktisk. Jeg glæder mig til at aflevere mine drenge i insitution, jeg glæder mig til at møde på arbejde, og ikke mindst glæder jeg mig til at alt er tilbage, hvor det plejer.
En vaskemaskine der kører på højtryk, aftensmad der skal laves og indtages, børn der skal bades og puttes, madpakker der skal smøres, tøj der skal lægges sammen og til sidst et ego der skal plejes.
Jeg elsker min hverdag - Men jeg elsker også tanken om at jeg på fredag, når jeg aflevere mine drenge i insitution kan gå på arbejde med tanken om at jeg intet skal nå - At min mor tager sig godt af mine børn, og at jeg har nogle venner som glæder sig til at drikke mig i gulvet.
La os nu se hvem af os der rammer gulvet først, ikk? ;)
Nu vil jeg tilbage til min røv og nøgler tilstand - Der er tre flødeboller der venter på at blive ædt, og et afsnit af "Greys" som altså lige skal ses, en veninde der mangler et opkald, inden jeg kan gå ordentligt i seng, med tanken om at jeg imorgen skal stå en time før op, og ordne alt det jeg virkelig ikke gad her til aften!
Længe leve røv og nøgler!
God aften.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar