Frit løb.

Jeg sidder i mørket, på min altan. Har tændt computeren, uden egentligt at vide hvad jeg vil skrive. Tårene løber ned af mine kinder. Uden jeg ved hvorfor? Musikken hamre i mine ører - uden at jeg egentlig lytter. Mine hænder ryster - er det medicinen eller tårenes skyld? Måske fryser jeg egentlig bare lidt?

Alle følelser ramler indover mig. Vrede, angst, sorg, savn - kærlighed? Lykke? Der er lys i lejligheden, men er der overhovedet nogen hjemme? Sådan følelse det ikke lige nu. 

Indimellem har jeg det som om jeg jagter spøgelser. Jeg har aldrig sagt at jeg har alle de rigtige svar - jeg har heller aldrig sagt at alt det jeg gør, er det rigtige. Noglegange sårer jeg også folk. Det bliver man indimellem nød til, for selv at overleve. Det føles som stilhed før stormen. Men stormen er uventet. Jeg ved ikke hvornår den rammer, hvad der rammer og hvorfor den rammer. Jeg kan bare mærke at den kommer. 

For en gangs skyld sidder jeg egentlig bare her og holder min kæft. Lader fingerne glide henover tasterne. Lader "klik klik klik" udfylde den stilhed, der slet ikke er der. Lader lyset, fra computerskærmen, udfylde det mørke rum.

Igår kunne min mormor være blevet 77 år. For 2 år siden, omkring denne tid sad vi alle sammen samlet. Lykkelige - Men alligevel ulykkelige. Vi vidste godt at det ville være sidste gang at familien, på denne måde, ville være samlet under lykkelige begivenheder. Og ganske rigtigt. 3 måneder senere var vi samlet igen - til min mormors bisættelse. Jeg kan nemt sidde her og give gårdagens mærkedag skylden for at jeg nu sidder og tuder. Det er nok også til dels derfor - men det er ikke alt. Det må jeg nok indrømme.
Jeg savner min mormor ubeskriveligt meget. Jeg savner at kunne ringe til hende og høre hendes stemme. Jeg savner hendes smil, hendes duft, hendes kram. Jeg savner hendes glæde, hendes fordomsfrie sind, hendes ærlighed, hendes humor. ALT!
Jeg savner hende der elskede mig, når jeg mindst fortjente det. 

Jeg bærer hendes kæde om min hals hver evig eneste dag. På den måde føler jeg at hun altid er med mig. På den måde bliver jeg mindet om hvad jeg har at kæmpe for. Hvis jeg en dag bare bliver halvt så fantastisk en mor - halvt så fantastisk et menneske, som hun var, og som min mor er i dag. Så vil mit mål være nået.

En tanke rammer mig. Mon jeg nogensinde ville kunne formå det? Mon jeg har styrken til at komme dertil? Jeg ved at både min mor og min mormor har taget deres slag. Kæmpet deres kampe. Spørgsmålet er om jeg ligger inde med samme viljestyrke? Jeg ved jeg har gode intentioner. Jeg ved også at jeg for det meste tror på mig selv. Men jeg ved også at jeg tit og ofte føler jeg rammer panden mod en mur. Føler jeg bliver mistolket. Føler at lige meget hvad jeg siger, hvordan jeg formulere det, og hvordan jeg end prøver at ligge tingene ud - så er der bare nogle der kun hører det, som de end vil hører det.

Det er jo som sådan ikke mit problem. Det ved jeg. Men alligevel irritere det mig. Det går mig på. Jeg hader at blive misforstået. Især når det kommer dertil at folk så ikke spørg ind til hvad jeg egentlig mener. Hvad min hensigt egentligt er. Hvad mine tanker bag min handling er, men bare laver deres egen fortolkning. Deres egen forståelse. Deres egen situation ud af det. 

Hvilket nok også er noget af det der gør at jeg den dag i dag bliver skarp i munden hvis jeg føler det er på vej derud. Især hvis det er et menneske meget tæt på mig. Så bliver jeg virkelig træt af det, og hæver måske også stemmen. Det må være en af mine "nye" svagheder. Ikke at folk ikke må have deres egen mening - det må de hellere end gerne. Det skal bare ikke være en mening der er baseret på det de TROR jeg har sagt eller ment. 

Nu løber tårene igen. Jeg har mistet nogle mennesker på den bekostning. Nogle jeg måske skulle have kæmpet mere for. Men måske er udfaldet her også fint nok. Jeg har ikke uendelige kræfter, og der er bare visse kampe jeg ikke længere har kræfter til at kæmpe. De kræfter må jeg hellere ligge på hjemmefronten. Ligge i mine drenge, og den egoistiske handling jeg tog, at sætte dem ind i den her sindssyge verden.
Terrorangreb, fordomme, skænderier - jeg vil så gerne skåne dem. Jeg vil så gerne holde dem tæt ind til mig og fortælle dem at alt det vi ser i nyhederne, alt den træthed de indimellem ser i mine øjne, ikke er noget de nogensinde vil opleve. Men så ville jeg jo lyve. Jeg må vel bare prøve, på bedste vis, at forme to drenge der har tillid til den verden de snart skal omfavne. To drenge der ved at næste-kærlighed er vigtigt. To drenge der stoler så meget på sig selv, at de ved hvornår de skal sige stop. To drenge der indeholder empati, selverkendelse og respekt - for dem selv og deres medmennesker. To drenge der formår at skille rigtigt fra forkert, og arbejde derudfra. To drenge der ved hvornår de skal undskylde, hvornår de skal sige tak, og hvornår de skal sige "jeg giver op!"

Der er ingen tvivl om, at jeg som mor gør det allerbedste jeg kan. Og jeg lærer stadig hver dag. Hvis bedre er muligt, så er godt bare ikke godt nok. Der er ingen tvivl om at jeg nu som mor, ikke kan tillade mig at sige "Det kan jeg ikke overskue" eller "Det er jeg ikke i humør til" - Når det kommer til mine børn, så kan jeg overskue alt. Sådan er det bare. Det SKAL jeg.
Sandheden er at jeg sgu heller ikke altid kan overskue situationerne, larmen, diskussionerne og hvad der ellers følger med en pre-teen og en tumling. Jeg er slet ikke perfekt - langt fra. Men jeg SKAL overskue disse situationer. 24/7. Og på de dage jeg så har lidt svært ved det, der må jeg så nedprioritere noget andet. Støvsugningen. Vasketøjet. Og så må jeg græde mig selv i søvn af udmattelse, klokken 20.30, fordi dagen har været lang og træls. That's the real mommy-life. Det er konsekvensen af min egoistiske handling. Det er konsekvensen af den uendelige kærlighed jeg valgte at skænke mig selv, ved at sætte to børn til verdenen.

Jeg er stadig ikke nået ind til kernen af hvorfor jeg sidder her med tårene trillende ned af kinderne. Måske er der slet ikke en kerne i det her. Måske har jeg bare fået nok af at være stærk, for en stund? Måske har jeg bare brug for frit løb? Måske har jeg bare brug for at blive forstået? Ikke ynket, men forstået, ikk? 

For jeg kan da sagtens sidde her, som jeg har gjort så mange gange før, og fortælle hvor vigtigt det er at se livet for alle mulige dejlige vinkler. Sandheden er dog også at jeg indimellem er verdens dårligste til at følge mine egne råd. Jeg prøver så vidt muligt hver dag at følge dem, men jeg rammer sgu også mine huller, hvor jeg har lyst til at sidde mig ind i et hjørne, vikle mig ind i min dyne, og se stormen passere. Lade alle andre kæmpe mine kampe, lade alle andre tænke for mig og så bare sidde der.. Bare se på. Det ville være det dejligste, det mest befriende. Det letteste indimellem. Men sådan er virkeligheden jo bare ikke. Og jeg får jo mine styrker, min viden og min selverkendelse fra mine nederlag, ikk?

Indimellem kan jeg sgu bare ikke skelne mellem nederlag, og sejre. For nogle bliver jo altid såret. Jeg vil altid være ondskabsfuld i nogle øjne. Og hvor meget sejr er det så egentlig? Det spørgsmål har jeg dæleme stillet mig selv rigtig mange gange. Ligesom jeg prøver at lærer mig selv at være mere egoistisk. Men det ligger bare ikke til mig, vel? Jeg vil så gerne behage alle - det har jeg bare desværre tabt rigtig meget af mig selv på. Så hvor er den gyldne mellemvej? Kan begge ting lade sig gøre på en og samme gang? Jeg tror det ikke.

Jeg synes selv jeg er god til at se konsekvenserne af mine egne valg, i øjnene.Det er jeg BLEVET god til.

Jeg synes selv jeg er god til at sige "Den havde jeg sgu fortjent" - Eller "Det kunne bare ikke være anderledes". Men alligevel forgår der så meget oveni mit hoved. Alligevel tænker jeg "Hvordan kunne jeg have taklet det her, til alles fordel?" - "Hvordan kunne jeg have undgået den her situation?" - Spørgsmålene er SÅ mange, og svarene er SÅ få.

Min rysten på hænderne er der stadig. Hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg næsten tro det var et angstanfald jeg sad midt i. Sådan et har jeg dog ikke haft længe. Dem plejer jeg også at kunne forudse. Så måske det bare er medicinen? Jeg fryser i hver fald ikke. Selv om jeg indeni lige nu føler mig ret kold.
Musikken i mine ører flyder heller ikke længere. Den er stoppet. Gad vide hvor længe den har været det?
Tårene løber endnu, selv om jeg ihærdigt prøver at tørre dem væk med mit ærme. Måske skal jeg slet ikke finde meningen med det hele lige nu? Måske skal jeg bare acceptere at jeg sidder alene i mørket og tuder? Acceptere at jeg er min egen - At jeg ikke kan læne mig op af nogen. At der bare er mig ... Og mig, og så give mig selv et skulderklap for at kunne klare alt, helt alene. Tage valgene alene. Kæmpe kampene.. Alene?

Måske skal jeg bare lade være med at sidde her og analysere?

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op. Jeg ved snart ikke længere hvad jeg skal sige til mig selv? 

Jeg ved bare at jeg nu vil lade mig selv tude - hvad end grunden er.

Jeg ved jeg er bange for at fejle - men frygten skal ikke overtage styrken ved det hele. 

Jeg ved jeg hver dag bliver klogere, og at jeg ikke er bange for at erkende mit lort. 

Jeg ved at jeg imorgen har endnu en chance til at bevise mit værd!