De eneste det går udover, at have disse "egenskaber" - Er dig selv! Du er menneske, ligesom alle andre. Ligesom mig, ligesom din nabo, ligesom kassedamen og flaskedrengen i Netto. Og mennesker er nu engang bygget sådan op, at vi har en form for ansvarsfølelse overfor hinanden. Vi går op i hinanden, hinandens meninger og følelser - Især omkring en selv.
Så med mindre du er en eller anden narcissistisk-ekstremt egocentret-psykopat (på papir), så drop det! Drop din forsvars-mekanisme, og kom ud af din skal.
Jeg levede selv sådan, de sidste år af mit teenageliv, og langt ind i mit voksenliv. Jeg var ligeglad med alle andre, end mig selv. - Troede jeg. Det satte en kæmpe stopklods for min selvrealisering og min videre udvikling som voksent menneske - Og som mor! For mig var det en måde at forsvare mig selv på - Gøre mine handlinger okay - Selv om de langt fra var det. Jeg lukkede af for alles meninger, alles råd og alles håndsrækninger, for på den måde skulle jeg ikke indse, at det jeg gjorde, var dybt forkert.
Jeg levede mit liv på et perfekt-bygget korthus, der lige så stille faldt sammen, som tiden gik, og folk fik øjnene op for hvad jeg egentlig bestod af.
Jeg gik fra kæreste til kæreste - Fra hjem til hjem - Dette stoppede dog, da jeg fik min ældste søn, men det gjorde min manglede selv indsigt ikke.
Det er først indenfor de sidste 3-4 år, det er gået op for mig, hvilket monster jeg har været. Ikke kun overfor min omverden, men i særdeleshed også overfor mig selv. Jeg kendte ikke mig selv. Jeg skiftede mening alt efter hvem jeg var i rum med, jeg digtede lidt ekstra på historierne for at fremstå bedre, få flere skulderklap mv. - Alt dette for at redde mit korthus for at falde sammen.
Derfor kan jeg også sige med sikkerhed i stemmen i dag, at jeg har fejlet, jeg har fejlet i stor stil, og jeg gik ned med flaget af selv samme årsag. Jeg har lært af det, og jeg får ondt i maven, og ondt af dem, der udsætter sig selv og sine nærmeste for det samme.
Det har taget mig mange år at komme hertil - Og jeg er ikke færdig.Det tager hele livet. Det har kostet mig mange vredesudbrud, tudeture og dage under dynen at indse, at andres meninger også er vigtige for mig. De er lige så vigtige, som min egen mening er. Måske er de jo faktisk lærerige, eller brugbare, ikk?
Så lad paraderne falde hvis en kommer og vil fortælle dig at han/hun synes at det du gør er noget lort - Tag imod med kyshånd. Se det som en eventuel læring. Stå ved dig selv, men kun med så meget magt at du er klar til at tage imod hjælp - Tage imod råd og tage imod en blød skideballe. Og vær klar til at sluge den kamel det end måtte være, at erkende at du har fejlet. For du er også kun et menneske - På godt og ondt. Du fejler - Ligesom alle andre. Og du skal ikke erkende dine fejl, med en efterfølgende undskyldning.
"Det gjorde jeg også fordi jeg havde en depression" - "Det gjorde jeg fordi jeg har haft en træls barndom" - "Det gjorde jeg også fordi min cykel var punkteret".
Nej kammerat - Hvis du er så bevidst om din depression, din trælse barndom, om dit stof-misbrug, penge-misbrug - What so ever, så er du i din fulde ret til at ændre på alt det du IKKE fik. Du er i din fulde ret til at ændre på DIT liv, og gøre DIN fremtid til alt det du selv manglende førhen.
Jeg siger ikke at dette sker over natten - Men jeg siger at det er en lettelse når selverkendelsen fylder mere end undskyldningerne, for dine handlinger.
Erkend hellere dine fejl med hele dit hjerte. "Du har ret, Sådan havde jeg ikke lige tænkt på det". Så er den ikke længere.
Jeg sidder nu, i en alder af 27 år og mor til to, og erkender stadig mange fejl. Tvivler jeg, vender jeg det stadig gerne med min mor. Jeg følger ikke altid hendes råd - Men jeg overvejer dem.
Jeg begår også fejl - Nok dagligt - Indimellem får jeg så en blød skideballe fra en veninde, en søster eller min mor, tager det op til efterretning og genovervejer mine ord og mine valg.
Fordi deres meninger er vigtige - Fordi deres værdier er nogle jeg ser op til - Fordi den mening min veninde har, måske er den der skal ændre hele min hverdag?
Den fulde sandhed er ikke din version - Det er ikke min version - Det er det store billede.
Og det store billede er der ingen der ser, før evnen til at fejle, lærer af det OG erkende derudfra, er der.
Så søde du - Nok står du dig selv nærmest, men der er så mange i den her verden der vil dig det godt. Hvis du bliver ved med at skubbe dem væk, giver de til sidst op. Jeg ved hvad jeg snakker om. Jeg har været der. Jeg har været skubberen - Og jeg er selv blevet skubbet! Ingen af delene er sjovt, i sidste ende.
Det er ikke alle, der ikke har samme holdning som dig, som er nogle dumme svin - Måske prøver de på at "redde dig" for at synke dybere. Måske prøver de på at hjælpe dig til at tackle situationen anderledes, inden den eskalere. Måske prøver de bare at vise at de holder af dig - Måske skal du bare tage imod, selv om selverkendelse kan give verdens største hovedpine?
Det er hovedpinen værd!
Mette - 27 år - Og stadig nysgerrig og klar til at lære om det at være mor, være veninde, være datter, være søster - Og være menneske!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar