Bonus-forældre, selvhad og farvel til tabuer

Jeg tog mig selv i at sige i dag, at hvis man havde det bare lidt skidt med sig selv i forvejen, så skulle man ikke begynde at tænke på at få børn..

Det lyder måske hårdere end det er ment, så jeg vil egentlig gerne forklare det.

Jeg er mor til to drenge - to drenge i rivende udvikling. Den lille kopiere den store, den store stiller spørgsmål vel A L T, og deres had-kærlighedsforhold er indimellem så opslidende at jeg ikke føler jeg laver andet end at være den dumme, grimme, sure og trælse mor, der hele tiden retter, diktere og skælder ud.
Og når man er i sådan en periode, ja så kan man godt komme til at glemme at se de små lyspunkter der så faktisk også er..
Shame on me.

Sådan en periode er vi i lige nu. Og hver aften, når ungerne er lagt, bruger jeg på at slå mig selv oveni hovedet for at være en dårlig forælder. "Hvorfor kan de ikke bare..." tænker jeg.
Hvor er det jeg fejler så meget?

Jeg ved godt at mange nu vil sige at mine drenge er sunde og raske - nysgerrige på livet. Og det er rigtigt, det er de. Men skal kampen om at gøre dem klar til den her uhyggelige, beskidte verden, være så hård og ulidelig?

Mit selvværd er ikke det bedste i forvejen, og når jeg så samtidig sidder og skal finde på nye metoder hvorpå jeg kan forme og lærer mine børn - ja, så føler man sig som en stor fejl. Deraf min udtalelse.

Samtidig har jeg fået den her søde fyr. Han er god ved mig, han er god ved mine drenge. Han er ikke bare god ved os - han er rigtig god for os.
Han er dumpet lige ind fra det vilde ungkarle liv, til et liv med struktur, 2 børn i voldsom trodsalder, og mig som er sygemeldt med stress, og et barn i udredning. Der er verdener til forskel på de to liv.
Derfor fik jeg også sagt til ham i dag, at hvis han forlod mig grundet alt det her kaos med ungerne, så forstod jeg ham virkelig godt. De er en stor mundfuld. Vores liv er en stor mundfuld, kontra det han kommer fra. 

Igen lyder den her sætning så utrolig hård - den er ikke ment sådan. Den er ikke ment som i at mine unger er noget djævlen har skabt - den er ment som i at han er dumpet ind i deres liv på et tidspunkt, hvor alt ramler, men alt samtidig falder så fint på plads. For det gør det .. Langsomt falder det hele på plads. Rigtig langsomt. Det glemmer jeg måske bare at se, midt i alt dette kaos, af umuligheder, skælden ud, og selvhad.

Men som det gode hjerte, den her søde fyr nu er, var hans eneste svar, at det var den pakke han havde valgt, og han tog det hele med. Omend det ikke altid var nemt. I et kort øjeblik følte jeg mig alligevel ikke helt så umulig og alene. 

Så slå mig over fingerne, kald mig en uduelig mor, og døm mig - jeg vil ikke ligge skjul på at mine unger kan være en mundfuld, jeg vil ikke ligge skjul på at det kan være svært at se solen, når man føler man drukner i mudder. Jeg vil ikke ligge skjul på usikkerheden i hvor vidt mit liv - deriblandt mine unger - kan være en stor mundfuld for min kæreste, og jeg vil ikke ligge skjul på at mine unger kan gøre mig usikker på hvorvidt jeg gør det godt nok. Som mor, som kæreste, som veninde - faktisk som menneske.

Nogle gange kan jeg godt være i tvivl om, om mine unger er i familie med satan selv - jeg kan godt være i tvivl om, om jeg overhovedet formår at forberede dem, forme dem, og videregive mine værdier. Efterlever jeg overhovedet selv de værdier, jeg så ihærdigt prøver at videregive?

Jeg kan godt være i tvivl om hvorvidt jeg egentlig har fortjent at have så god en fyr, ved min side. Hatten af for ham, og hatten af for jer der har det på samme måde - jeg forstår jer.