Da jeg, for Ca. en måned siden, havde fødselsdag, fik jeg en fødselsdags-hilsen hvori der var en pæn forespørgsel om, om jeg ikke godt ville fortsætte mit skriveri. Den har jeg tænkt over længe, og mange gange er jeg gået igang, for blot at slette, vente et par dage, og så gået i gang igen.. for blot.. tadaaaa, at slette igen.
Som jeg skrev sidst, så skulle jeg til at behandle mig selv pænere. Det lød virkelig nemt, og utrolig overskuds-agtigt. Jeg var helt opsat på at NU skulle det fandme være!!!
Jeg er et lyvesvin. Jeg har på ingen måder gjort som jeg lovede.
Jeg har slet ikke kunne få mine intentioner og min virkelighed til at stemme overens, og jeg har kæmpet en brag kamp for at blive i min virkelighedsflugt. Det kræver fandme kræfter.
Jeg har slet ikke kunne få mine intentioner og min virkelighed til at stemme overens, og jeg har kæmpet en brag kamp for at blive i min virkelighedsflugt. Det kræver fandme kræfter.
Så sandheden lige nu er egentlig at jeg står sårbar, blottet, nøgen og glor på mig selv. Kører på overlevelses-pumperne, Jeg ved egentlig godt at jeg er gennemskuet, af rigtig mange mennesker, men hvis jeg nu stadig kan blive ved at overbevise mig selv om andet, så er det jo helt fint, ikk'?
I dag synes jeg det var svært. Jeg havde egentlig mest lyst til at blive under dynen, og sove dagen væk - men jeg ved jo også godt, lige så vel som mange andre, at det nytter absolut ingenting.
Jeg sov derfor en halv time, og så tog jeg mig selv i nakken. Pakkede mig ind i varmt tøj, og gik. Jeg lod telefonen ligge hjemme, og lod mig selv tænke 10.000 tanker. Pludselig stod jeg på Tangkrogen og havde tårene trillende ned af kinderne. Gud, hvor var det befriende.
Jeg nåede lige hjem, og omstille mig til næste aftale - heldigvis for det, for jeg havde absolut ingen tidsfornemmelse.
I dag synes jeg det var svært. Jeg havde egentlig mest lyst til at blive under dynen, og sove dagen væk - men jeg ved jo også godt, lige så vel som mange andre, at det nytter absolut ingenting.
Jeg sov derfor en halv time, og så tog jeg mig selv i nakken. Pakkede mig ind i varmt tøj, og gik. Jeg lod telefonen ligge hjemme, og lod mig selv tænke 10.000 tanker. Pludselig stod jeg på Tangkrogen og havde tårene trillende ned af kinderne. Gud, hvor var det befriende.
Jeg nåede lige hjem, og omstille mig til næste aftale - heldigvis for det, for jeg havde absolut ingen tidsfornemmelse.
Hvad det er der gør at jeg er, hvor jeg er lige nu, kan jeg egentlig ikke sætte helt præcise ord på. Jeg ved bare at jeg føler mig latterligt ynkelig og dum. Ubeskrivelig dum.
På den ene side har jeg lyst til at lukke alle ude - for igen, så såre jeg ikke nogen.
På den anden side har jeg lyst til at råbe og skrige efter noget omsorg og tryghed.
Jeg har lyst til at være den lille for en stund - jeg har lyst til at blive krammet til ukendelighed. Men jeg har samtidig bare slet ikke lyst til at tabe ansigt lige nu. Jeg har ikke kun mig selv jo, jeg har også to drenge der altså regner med mig, nogle veninder der har brug for mig, og en hverdag der skal fungere.
Jeg kan slet ikke tillade mig at være nøgen, sårbar og blottet. Jeg skal bare være MOR! Jeg skal være på, jo.
Misforstå mig ikke, for jeg griner, jeg smiler og jeg er glad - men noget ulmer, og der bliver indimellem prikket til nogle ting som jeg slet ikke gider at der skal prikkes til. Jeg er ikke trist hver dag, jeg er ikke træt hver dag. Jeg har bare de her dage, ikkås? De her dage, hvor overskud er på minus og humøret svinger. Lidt ligesom moder natur er, hele året rundt.
Jeg ved jo godt at jeg ikke står op imod noget specielt - jeg står med præcis det samme som SÅ MANGE andre enlige forældre. Jeg står op imod det samme som SÅ MANGE andre mennesker, og alligevel kan jeg bare ikke tillade mig selv at være menneskelig. Alligevel kan jeg bare ikke tillade mig selv at føle som jeg gør - fordi det er ynkeligt. Det er latterligt - det er svagt!
"Det er kun svage mennesker der græder", fik jeg engang at vide.
"Tag dig sammen, du har to børn at tage dig af.." fik jeg engang at vide.
"Man kan ikke forvente noget af dig, du skuffer alligevel.." fik jeg engang at vide.
Måske det er der den ligger. Jeg er tit blevet set som svag og uduelig - og det sidder fast, selv om det kommer fra mennesker jeg i bund og grund slet ikke skal stå til ansvar for i dag.
Og her gik jeg og troede at jeg var ovre fortiden - smask, endnu en på tænkeren. Hvorfor kan jeg ikke slippe de her ting? Jeg har jo ikke følelser til budbringeren - men alligevel har de ramt. Og de har ramt godt!
Som jeg sidder og skriver nu, kan jeg jo egentlig godt se, at min fortid ikke skal have den her magt over mig, min selv-følelser og mit humør. Hvor ynkeligt er det ikke lige?
Nu skal jeg virkelig til at tage magten igen, over mit liv - det her er simpelthen for åndsvagt.
Jeg er så træt af, at være træt af mig selv.
På den ene side har jeg lyst til at lukke alle ude - for igen, så såre jeg ikke nogen.
På den anden side har jeg lyst til at råbe og skrige efter noget omsorg og tryghed.
Jeg har lyst til at være den lille for en stund - jeg har lyst til at blive krammet til ukendelighed. Men jeg har samtidig bare slet ikke lyst til at tabe ansigt lige nu. Jeg har ikke kun mig selv jo, jeg har også to drenge der altså regner med mig, nogle veninder der har brug for mig, og en hverdag der skal fungere.
Jeg kan slet ikke tillade mig at være nøgen, sårbar og blottet. Jeg skal bare være MOR! Jeg skal være på, jo.
Misforstå mig ikke, for jeg griner, jeg smiler og jeg er glad - men noget ulmer, og der bliver indimellem prikket til nogle ting som jeg slet ikke gider at der skal prikkes til. Jeg er ikke trist hver dag, jeg er ikke træt hver dag. Jeg har bare de her dage, ikkås? De her dage, hvor overskud er på minus og humøret svinger. Lidt ligesom moder natur er, hele året rundt.
Jeg ved jo godt at jeg ikke står op imod noget specielt - jeg står med præcis det samme som SÅ MANGE andre enlige forældre. Jeg står op imod det samme som SÅ MANGE andre mennesker, og alligevel kan jeg bare ikke tillade mig selv at være menneskelig. Alligevel kan jeg bare ikke tillade mig selv at føle som jeg gør - fordi det er ynkeligt. Det er latterligt - det er svagt!
"Det er kun svage mennesker der græder", fik jeg engang at vide.
"Tag dig sammen, du har to børn at tage dig af.." fik jeg engang at vide.
"Man kan ikke forvente noget af dig, du skuffer alligevel.." fik jeg engang at vide.
Måske det er der den ligger. Jeg er tit blevet set som svag og uduelig - og det sidder fast, selv om det kommer fra mennesker jeg i bund og grund slet ikke skal stå til ansvar for i dag.
Og her gik jeg og troede at jeg var ovre fortiden - smask, endnu en på tænkeren. Hvorfor kan jeg ikke slippe de her ting? Jeg har jo ikke følelser til budbringeren - men alligevel har de ramt. Og de har ramt godt!
Som jeg sidder og skriver nu, kan jeg jo egentlig godt se, at min fortid ikke skal have den her magt over mig, min selv-følelser og mit humør. Hvor ynkeligt er det ikke lige?
Nu skal jeg virkelig til at tage magten igen, over mit liv - det her er simpelthen for åndsvagt.
Jeg er så træt af, at være træt af mig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar