I kærlighed, krig og kaos.

Jeg modtog igår en besked fra en læser, som egentlig bare ville sige at hun savnede at følge med, så nu hvor jeg ikke havde opdateret længe, ville hun høre hvordan jeg havde det.
Igår havde jeg ærligtalt ikke det store overskud til at give hende den vilde roman, så jeg lovede hende at jeg ville opdatere herinde, så snart jeg følte for det.

Og det føler jeg for nu!

HEJ!
Jeg hedder Mette, og jeg har faktisk ikke særlig meget lyst til at sætte ord på noget som helst.
Hvorfor?
For så skal jeg erkende.
Er det svært?
Ja!
Hvorfor er det svært?
Ja, for så skal jeg jo til at tænke over hvordan jeg egentlig har det..

Først vil jeg dog nævne det positive.
Jeg blev, som nogle ved, sygemeldt den 3. februar. Som hovedårsag fordi min yngste er under udredning på Skejby sygehus, og kræver en del pasning hjemme. Men faktisk også fordi at jeg under min uddannelse gik ned med en stress-reaktion, jeg nok egentlig ikke tillod mig selv at komme helt over. Av, det bed mig i numsen.

Desværre fik jeg en konsulent på jobcenteret, under min sygemelding, som ikke var særlig menneskelig, og efter min første samtale med hende, ramlede hele min verden.
"Det er nu ikke meget du har opnået med dit snart 30-årige liv.. Hvad skal vi stille op med dig?"
Well, well, well.. Måske mit CV ikke er langt og fængende, MEN, jeg har været god til det jeg har lavet.
Det var dog ikke det første jeg tænkte - Det første jeg tænkte var "Nej, hun har ret.. Hvad har jeg egentlig at byde på?"

Jeg følte mig forkert i "den syge" kasse. Og ved I hvad? Det var der en ny konsulent der var enig med mig i. Så her står jeg - ikke længere sygemeldt - men på orlov, indtil min søns udredning er ovre. Det er dæleme et hurra værdig! Da jeg fik opkaldet tillod jeg mig selv at danse en lille "hurra-for-mig-dans", velvidende at min kæreste stod og kiggede noget så åndsvagt på mig.. Det syn kommer han vel over en dag :)

Men, hvad så ellers?
Ja, hvad så ellers, gutter?

Min yngste søn er under udredning, og jeg er magtesløs, min ældste søn er pre-teenager, mine veninder kæmper, min morfar har brug for mig, min familie, mit forhold og mit liv..

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte.
Jeg har grædt så meget den seneste tid, og egentlig har jeg givet mit forhold skylden. Ikke fordi han er en skidt fyr, for altså.. Jeg har ikke kun sommerfugle i maven, jeg har 48 zebraer til at trampe rundt. Han er skøn, dejlig, han får mig til at smile og grine.
Men hvorfor har jeg så givet mit forhold skylden?

Ja se, det har jeg lige brugt en times tid til at tænke over - for jeg vil egentlig gerne selv vide det.
Fordi det har været nemt. Det har været nemt at ligge skylden på noget, som man kunne finde små mangler i - i stedet for at kigge på det store hele billede, formet af alle de små ting, i en stor pærevælling. Det er da nemt.
Men uretfærdigt. Tak for at han stadig står her, den tålmodige mand.

Min veninde sagde igår - en anden veninde sagde i dag "Du skal huske dig selv, forkæle dig selv, tænk på dig selv" - De har ret. Det skal jeg da.
Men hvornår?
Jeg har ikke muligheden for at læne mig tilbage i sofaen og bare slappe af, og være Mette.
Fra jeg står op om morgenen, til jeg går i seng om aftenen, er jeg mor, kæreste, veninde, datter, barnebarn, søster.
Når jeg endelig er uden begge børn, er det fordi jeg skal noget. Ikke fordi at "det er jeg bare", men fordi jeg skal noget. Jeg skal jo sørger for pasning til i hvert fald min ældste. Og når han så er væk i et døgn, så skal jeg satme nå en helt vildt masse meget. Alt det jeg ikke kan, når jeg ved at der er to unger der venter mig i hverdagene. Forstår I?
Lyder jeg ynkelig? Det gør jeg meget sikkert.. Men jeg er faktisk heller ikke bleg for at erkende, at jeg som fuldtidsmor - og alene mor - savner at kunne være Mette.

Så ja, jeg skal tænke på mig selv. Det er rigtigt.
Dog tror jeg at det jeg har allermest brug for lige nu - det jeg higer allermest efter - og nok også det behov der har gjort at mit forhold er blevet bandet og svovlet væk - det egentlig nok er fordi jeg har brug for at blive tænkt på!
Er det okay at have den følelse?
Er det okay at jeg i en alder af snart 30 år - at jeg som værende mor i snart 8 år, stadig kan savne følelsen af at være den lille, den sårbare, prinsessen i en eller andens liv.. Måske bare lige for en dag?
En der tager min hånd og siger "Halløj musen, i dag er din dag. Nu skal du forkæles, fordi DU fortjener det!"
Er det helt okay, eller er det snot forkælet?

Jeg siger ikke, med dette, at jeg kun giver og aldrig får, aldeles ikke - for jeg får så meget af de mennesker jeg har omkring mig, og jeg håber og beder til at jeg en dag - en eller anden dag - ville kunne formå at give dem bare halvt igen. For det fortjener de om nogen.
Jeg siger bare at jeg i forsøget på at få mit familieliv til at gå op i en højere enhed - i forsøget på at få mine venskaber til at gå op i en højere enhed - i forsøget på at fremskynde processen om mit syge barn - i forsøget på at aflaste min mor omkring min morfar - i forsøget på at hjælpe min ældste søn lettest muligt igennem hans skolegang - i forsøget på at være "the good wife" - i forsøget på at få det hele til at gå op, i forsøget på at holde sammen på alle disse ting - i alle disse forsøg har jeg måske bare brug for at en eller anden holder sammen på mig. Ikke for altid. Bare lige for en dag.

Jeg lyder faktisk rigtig ynkelig og snothamrende forkælet.
Og lige nu - bare sådan LIGE NU - der vil jeg tillade mig selv at være det, for ved I hvad?
Lige om lidt skal jeg ud og smøre madpakker, og derefter hænge vasketøj op - Jeg skal være mor.
Så lige nu - bare sådan LIGE NU - der vil jeg være Mette.

Muligt ynkelige, snothamrende forkælet, snart 30 årige - Mette!

Bonus-forældre, selvhad og farvel til tabuer

Jeg tog mig selv i at sige i dag, at hvis man havde det bare lidt skidt med sig selv i forvejen, så skulle man ikke begynde at tænke på at få børn..

Det lyder måske hårdere end det er ment, så jeg vil egentlig gerne forklare det.

Jeg er mor til to drenge - to drenge i rivende udvikling. Den lille kopiere den store, den store stiller spørgsmål vel A L T, og deres had-kærlighedsforhold er indimellem så opslidende at jeg ikke føler jeg laver andet end at være den dumme, grimme, sure og trælse mor, der hele tiden retter, diktere og skælder ud.
Og når man er i sådan en periode, ja så kan man godt komme til at glemme at se de små lyspunkter der så faktisk også er..
Shame on me.

Sådan en periode er vi i lige nu. Og hver aften, når ungerne er lagt, bruger jeg på at slå mig selv oveni hovedet for at være en dårlig forælder. "Hvorfor kan de ikke bare..." tænker jeg.
Hvor er det jeg fejler så meget?

Jeg ved godt at mange nu vil sige at mine drenge er sunde og raske - nysgerrige på livet. Og det er rigtigt, det er de. Men skal kampen om at gøre dem klar til den her uhyggelige, beskidte verden, være så hård og ulidelig?

Mit selvværd er ikke det bedste i forvejen, og når jeg så samtidig sidder og skal finde på nye metoder hvorpå jeg kan forme og lærer mine børn - ja, så føler man sig som en stor fejl. Deraf min udtalelse.

Samtidig har jeg fået den her søde fyr. Han er god ved mig, han er god ved mine drenge. Han er ikke bare god ved os - han er rigtig god for os.
Han er dumpet lige ind fra det vilde ungkarle liv, til et liv med struktur, 2 børn i voldsom trodsalder, og mig som er sygemeldt med stress, og et barn i udredning. Der er verdener til forskel på de to liv.
Derfor fik jeg også sagt til ham i dag, at hvis han forlod mig grundet alt det her kaos med ungerne, så forstod jeg ham virkelig godt. De er en stor mundfuld. Vores liv er en stor mundfuld, kontra det han kommer fra. 

Igen lyder den her sætning så utrolig hård - den er ikke ment sådan. Den er ikke ment som i at mine unger er noget djævlen har skabt - den er ment som i at han er dumpet ind i deres liv på et tidspunkt, hvor alt ramler, men alt samtidig falder så fint på plads. For det gør det .. Langsomt falder det hele på plads. Rigtig langsomt. Det glemmer jeg måske bare at se, midt i alt dette kaos, af umuligheder, skælden ud, og selvhad.

Men som det gode hjerte, den her søde fyr nu er, var hans eneste svar, at det var den pakke han havde valgt, og han tog det hele med. Omend det ikke altid var nemt. I et kort øjeblik følte jeg mig alligevel ikke helt så umulig og alene. 

Så slå mig over fingerne, kald mig en uduelig mor, og døm mig - jeg vil ikke ligge skjul på at mine unger kan være en mundfuld, jeg vil ikke ligge skjul på at det kan være svært at se solen, når man føler man drukner i mudder. Jeg vil ikke ligge skjul på usikkerheden i hvor vidt mit liv - deriblandt mine unger - kan være en stor mundfuld for min kæreste, og jeg vil ikke ligge skjul på at mine unger kan gøre mig usikker på hvorvidt jeg gør det godt nok. Som mor, som kæreste, som veninde - faktisk som menneske.

Nogle gange kan jeg godt være i tvivl om, om mine unger er i familie med satan selv - jeg kan godt være i tvivl om, om jeg overhovedet formår at forberede dem, forme dem, og videregive mine værdier. Efterlever jeg overhovedet selv de værdier, jeg så ihærdigt prøver at videregive?

Jeg kan godt være i tvivl om hvorvidt jeg egentlig har fortjent at have så god en fyr, ved min side. Hatten af for ham, og hatten af for jer der har det på samme måde - jeg forstår jer.

Mandehader!

MANDEHADER!

Det er åbenbart det nye sort. Det er ordet alle de søde single piger slynger om sig med, og deraf får afløb for deres frustationer og deres dårligdomme.
Bevares - det skal der være plads til, men.. STOP!

Jeg kan simpelthen ikke forstå det?
Ja, du er blevet såret - det gør ondt - man bliver ked af det - sur - skuffet. Nok egentlig mest over sig selv. Men.. Du kommer over det. Det gør alle.
Hvad får jer kvinder til at tro, at I er de eneste med følelser.
Jeg tror mænd er bedre til at komme igennem dem - eller har bedre ved at skjule dem - men de har dem altså også. De er jo ikke robotter.

Jeg ville sådan ønske at jeg så flere piger der ville kigge indad, når de blev droppet.
Jeg siger ikke mænd er hellige - de KAN altså godt være nogle snot-idioter. Men hvis han dumper dig, så er det DIN opgave, kære kvinde, at kigge indad og finde ud af hvorfor, hvis DU vil undgå at det sker igen, Og hvis du nægter at lave om på dig selv - finpudse lidt her og der - så er det stadig DIN opgave, kære kvinde, at vise dig selv lidt respekt, og lade være med at hade.
Det klæ'r dig på ingen måde.
Hvor blev din selvstændighed og din selvrespekt af?
I passede ikke sammen - det skulle ikke være jer. Respekter hans valg. Vær glad for at han ikke holdt dig for nar, i det mindste.

Kære kvinde.
Har du tænkt at denne mand, der droppede dig, måske egentlig også var en såret kriger, ligesom du?
At han havde paraderne oppe lige så meget som dig selv?
At han ikke gad gættelege om hvad dagens problem var, men også indimellem havde brug for at blive hørt?
Har du tænkt på at denne mand, der droppede dig, havde lige så meget brug for omsorg, bekræftelse og opmærksomhed, som du har?
Og har du tænkt på at denne mand, der droppede dig - på en sikkert rigtig uhensigtsmæssig måde - i realiteten egentlig havde rigtig svært ved at skulle såre dig, og derfor valgte den nemme løsning?

Jeg gør ikke mig selv hellig her - jeg har selv været dig. Jeg tror det netop er derfor jeg tillader mig at skrive som jeg gør nu. Fordi jeg har været der. Fordi jeg ved hvad JEG fik ud af det. Og det var så absolut nul og niks.

Jeg har så sent som i dag fået at vide at jeg garanteret er single fordi jeg kan selv, vil selv, og ingen andre må. Og det er sgu nok egentlig rigtigt. Jeg har levet så længe i mit single-trip, at jeg har svært ved at lukke andre ind i mit, men samtidig forventer at andre lukker mig ind i deres. Det er da på ingen måder fair, vel?
Her er det MIN opgave at ændre på det jeg synes jeg vil ændre på - som jeg synes jeg KAN ændre på, i forhold til at skulle lukke en mand ind i mit liv. Det er ikke hans opgave at skabe den del af mig.

Kære kvinde.

Kig indad, inden du dømmer alle andre for dine dårligdomme.
Mænd er ikke til for at redde dig - red dig selv!

Jeg er så træt af, at være træt af mig selv.

Da jeg, for Ca. en måned siden, havde fødselsdag, fik jeg en fødselsdags-hilsen hvori der var en pæn forespørgsel om, om jeg ikke godt ville fortsætte mit skriveri. Den har jeg tænkt over længe, og mange gange er jeg gået igang, for blot at slette, vente et par dage, og så gået i gang igen.. for blot.. tadaaaa, at slette igen.

Som jeg skrev sidst, så skulle jeg til at behandle mig selv pænere. Det lød virkelig nemt, og utrolig overskuds-agtigt. Jeg var helt opsat på at NU skulle det fandme være!!!

Jeg er et lyvesvin. Jeg har på ingen måder gjort som jeg lovede.
Jeg har slet ikke kunne få mine intentioner og min virkelighed til at stemme overens, og jeg har kæmpet en brag kamp for at blive i min virkelighedsflugt. Det kræver fandme kræfter.

Så sandheden lige nu er egentlig at jeg står sårbar, blottet, nøgen og glor på mig selv. Kører på overlevelses-pumperne, Jeg ved egentlig godt at jeg er gennemskuet, af rigtig mange mennesker, men hvis jeg nu stadig kan blive ved at overbevise mig selv om andet, så er det jo helt fint, ikk'?

I dag synes jeg det var svært. Jeg havde egentlig mest lyst til at blive under dynen, og sove dagen væk - men jeg ved jo også godt, lige så vel som mange andre, at det nytter absolut ingenting.
Jeg sov derfor en halv time, og så tog jeg mig selv i nakken. Pakkede mig ind i varmt tøj, og gik. Jeg lod telefonen ligge hjemme, og lod mig selv tænke 10.000 tanker. Pludselig stod jeg på Tangkrogen og havde tårene trillende ned af kinderne. Gud, hvor var det befriende.
Jeg nåede lige hjem, og omstille mig til næste aftale - heldigvis for det, for jeg havde absolut ingen tidsfornemmelse.

Hvad det er der gør at jeg er, hvor jeg er lige nu, kan jeg egentlig ikke sætte helt præcise ord på. Jeg ved bare at jeg føler mig latterligt ynkelig og dum. Ubeskrivelig dum.
På den ene side har jeg lyst til at lukke alle ude - for igen, så såre jeg ikke nogen.
På den anden side har jeg lyst til at råbe og skrige efter noget omsorg og tryghed.
Jeg har lyst til at være den lille for en stund - jeg har lyst til at blive krammet til ukendelighed. Men jeg har samtidig bare slet ikke lyst til at tabe ansigt lige nu. Jeg har ikke kun mig selv jo, jeg har også to drenge der altså regner med mig, nogle veninder der har brug for mig, og en hverdag der skal fungere.
Jeg kan slet ikke tillade mig at være nøgen, sårbar og blottet. Jeg skal bare være MOR! Jeg skal være på, jo.
Misforstå mig ikke, for jeg griner, jeg smiler og jeg er glad - men noget ulmer, og der bliver indimellem prikket til nogle ting som jeg slet ikke gider at der skal prikkes til. Jeg er ikke trist hver dag, jeg er ikke træt hver dag. Jeg har bare de her dage, ikkås? De her dage, hvor overskud er på minus og humøret svinger. Lidt ligesom moder natur er, hele året rundt.


Jeg ved jo godt at jeg ikke står op imod noget specielt - jeg står med præcis det samme som SÅ MANGE andre enlige forældre. Jeg står op imod det samme som SÅ MANGE andre mennesker, og alligevel kan jeg bare ikke tillade mig selv at være menneskelig. Alligevel kan jeg bare ikke tillade mig selv at føle som jeg gør - fordi det er ynkeligt. Det er latterligt - det er svagt!

"Det er kun  svage mennesker der græder", fik jeg engang at vide.
"Tag dig sammen, du har to børn at tage dig af.." fik jeg engang at vide.
"Man kan ikke forvente noget af dig, du skuffer alligevel.." fik jeg engang at vide.

Måske det er der den ligger. Jeg er tit blevet set som svag og uduelig - og det sidder fast, selv om det kommer fra mennesker jeg i bund og grund slet ikke skal stå til ansvar for i dag.
Og her gik jeg og troede at jeg var ovre fortiden - smask, endnu en på tænkeren. Hvorfor kan jeg ikke slippe de her ting? Jeg har jo ikke følelser til budbringeren - men alligevel har de ramt. Og de har ramt godt!

Som jeg sidder og skriver nu, kan jeg jo egentlig godt se, at min fortid ikke skal have den her magt over mig, min selv-følelser og mit humør. Hvor ynkeligt er det ikke lige?
Nu skal jeg virkelig til at tage magten igen, over mit liv - det her er simpelthen for åndsvagt.
Jeg er så træt af, at være træt af mig selv.

Jeg har taget en voksen beslutning..

Don't be so surprised - Det kommer faktisk over mig engang imellem, at jeg tager voksne beslutninger..

Henover de sidste par uger, har symptomerne sneget sig ind på mig. Jeg mister kræfterne i hænderne, får slør for mit højre øje. Pludselig kan jeg ikke mærke min højre fod, jeg bliver svimmel og hov - hukommelsen svigter, og ordene forsvinder.

I starten af 2015 blev jeg indlagt med mistanke om en hjerneblødning. Det var heldigvis ikke tilfældet. Efter 6 dages indlæggelse fandt man ud af at jeg havde et overtryk af væske i hovedet.
Vi producerer alle væske i hovedet, dagligt. En gang i døgnet skifter vi så det her væske ud - men mit væske produceres hurtigere, end det gamle løber væk fra hovedet, så det skaber selvfølgelig et overtryk, som trykker på min hjerne.

Jeg ringede derfor til sygehuset i mandags, og sagde "hey, jeg tror sgu der er noget galt her.." Jeg fortalte lidt om mine symptomer, og fik en tid til på mandag. Alt fint og godt. Jeg gjorde som jeg var blevet bedt om. Jeg var blevet bedt om at ringe når jeg mærkede ændringer.
Vi skulle jo gerne forebygge udposninger på blodårene i hjernen, og alt det der fis..

I dag ringede de så selv fra sygehuset. Jeg troede de ringede for at ændre min tid, men næh, det var sgu en læge jeg fik i røret. Han havde læst de ting jeg havde beskrevet, og ville lige høre mere.
Jeg forklarede, tegnede, fortalte, besvarede og synes egentlig jeg beskrev det hele ret godt, indtil han stoppede mig og sagde "Er du stresset, du snakker så lavt, men utrolig hurtigt?"
Stresset? Mig? Neeeej neeeej, slet ikke. Jeg går jo arbejdsløs. Hvad er der at være stresset over?
"Mette.." Sagde han.. "Man kan også godt være følelsesmæssigt stresset.."

Følelsesmæssigt stresset? Hvad skal det nu sige?
Det skal åbenbart sige at man er i et virvar af følelser som man ikke rigtig kan skille ad. Aha..
Det skal åbenbart sige at man har været så følelsesmæssigt presset, henover en længere periode, at det nu er svært at se sig ud af det pres.

Og det er her det mærkelige opstår. For hey, jeg føler ikke jeg er følelsesmæssigt presset på nogen som helst måde, mere. Altså lige udover den der lille stemme der fandme stadig sidder på min skulder, og piller mig ned for fuld skrue, og fortæller mig hvor egoistisk jeg er, og hvor meget jeg skuffer.
Men udover det - Ja, så er jeg jo egentlig bare mig. jeg er færdig uddannet, og jeg leder efter jobbet. Jeg leder efter noget at foretage mig hver dag. Jeg glæder mig til at komme igang igen.

Men .. Ja nu kom det - Men'et..
MEN - Noget må der jo være, for jeg kan ikke skille tingene ad, inde i mit hoved. Jeg bander og svovler af mig selv hver dag. Jeg får dårlig samvittighed hvis jeg ikke lige får snakket med veninderne. Jeg føler på ingen måde at jeg slår til, overfor nogle - what so ever.
Og jeg er træt. Hold nu op, hvor er jeg træt. Ikke sådan "Jeg har været nede og træne"-træt, men træt i mit hoved. Virkelig virkelig træt. Jeg tror jeg ville kunne sove i døgndrift, hvis jeg fik lov. Mine unger ville leve af pasta og ketchup, eller rugbrødsmadder. Og jeg ville kun gå i bad hver 3. tirsdag, og måske en ekstra gang til påske.
Det må jo så være følelsesmæssigt stress. Det siger den kloge læge jo.

Ynker jeg? Naaah - Prøver jeg at være realistisk? Ja, nok nærmere det.
Jeg siger ikke at alt min træthed og alt mit kaos er grundet følelsesmæssigt stress. Det er nok lige så meget fordi jeg går herhjemme igen. Noget jeg bestemt ikke bryder mig om.
Men der skal jo findes en løsning på at komme ud af den her tilstand, ik'?

Så ikke nok med at jeg tog en voksen beslutning om at ringe til sygehuset og fortælle om disse symptomer - så har jeg også taget en voksen beslutning om at jeg fra i dag af, skal skrive en god ting om mig selv. En ting jeg har gjort, som gjorde en anden glad - en ting jeg har sagt - noget ved mig selv jeg godt kan li'.
Nu skal det her simpelthen stoppe. Jeg skal ud af min bobbel af utilstrækkelighed.
Det ville ikke kun være godt for mig - det ville også være godt for de mennesker jeg omgås med. Så kunne det være de ville kunne holde mig ud igen - og det kunne være at, det at tage strømper på, ikke ville virke så uoverskueligt :)

Følelser? Hvorfor?

Hvem har opfundet ordet 'følelser' og sat det ord sammen med det kaos man har indeni? Jeg synes det er noget fis, og nogle gange ville jeg egentlig helst, at ordet 'følelser' slet ikke fandtes - for hvis det ikke gjorde det, så var der måske heller ikke så meget at snakke om. At mærke. At forstå?

Jeg er træt. Jeg er så fandes træt, og jeg kan ikke sætte en finger på hvorfor. For helt ærligt. Jeg går arbejdsløs, jeg laver nada. Jeg smøre mine børns madpakker, søger nogle jobs, laver aftensmad, gør lidt rent og vasker noget tøj. Til nøds går jeg faktisk også i bad indimellem.. Så hvad er jeg så træt for?

Jeg føler jeg kæmper og kæmper og kæmper. Men hvad jeg kæmper for - hvad, eller hvem, jeg kæmper imod, eller om jeg overhovedet kæmper mod nogle .. Jeg aner det ikke?
Jeg ved jeg kæmper for min lille knægt, der er i udredning på Skejby. Jeg ved at jeg higer efter svar på hvad der er galt med ham, jeg ved at det er forværret efter medicinen er sat op, og jeg ved at jeg er pisse frustreret over at de forskellige læger siger nogle forskellige ting. Men det kan jeg forholde mig til. Det kan jeg sætte ord på.

Der er noget jeg ikke kan forklare, sådan helt ned i detaljer.
Jeg føler mig misforstået - mistolket? Forkert?
Præcis hvorfor, det ved jeg ikke - det gør jeg bare.
Måske fordi jeg ikke er helt som så mange andre piger. Jeg er ikke særlig god til tøse-fnidder-fnadder. Jeg er ikke særlig god til at være lyserød, og jeg er specielt ikke særlig god til at være kærlig længere tid ad gangen.
Som jeg skrev til min kammerat forleden, da jeg gav ham et mindre møgfald - "undskyld min ærlighed, jeg håber du ved, at jeg siger det her af kærlighed.."
For det gør jeg - jeg ville slet ikke bruge min tid på at give møgfald, hvis det ikke var fordi jeg elskede personen. Jeg ved ikke om det skræmmer folk? Jeg ved ikke om min attitude indimellem kan virke arrogant? Det er jo det sidste jeg er - arrogant.. Synes jeg i hvert fald, selv?
Jeg er heller ej følelseskold - jeg lukker bare ikke op for særlig mange. Jeg lukker bare ikke særlig mange ind i det aller dybeste. Det er faktisk sjældent jeg selv bare åbner munden, for der er altid nogle der har lidt mere at tænke på, end jeg har - og så kan det altså godt vente.

Det er lidt som at stå i et rum fyldt med alle verdens mennesker, og råbe - virkelig råbe af mine lungers fulde kraft - uden at der kommer en eneste lyd ud. Ingen viger mig et blik, alle sludre bare videre med hinanden.
Jeg føler mig ensom, selv om jeg tit snakker i telefon, selv om jeg tit har gæster. Jeg føler mig ensom.

Og hvad fanden sidder jeg egentlig her og ynker for? Jeg har mennesker omkring mig, som har det SÅ meget værre, så hvorfor det her? Det er fandme noget fis.
Det er jo ikke fordi jeg har det skidt. Det er ikke fordi jeg sidder og græder. Jeg føler mig bare ikke helt med. Jeg føler jeg skal forklare hver en handling jeg foretager mig. Hver en mening jeg ytre.
Jeg føler jeg skal forsvare mig selv - forsvare min person. Forsvare at der ikke findes noget ondt i mig - jeg er bare ikke helt, som så mange andre.

Måske det stadig er ordene, som jeg skrev om sidst, der sidder og spøger. Jeg har jo lige været i en periode hvor jeg skulle forklare hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Hvor jeg skulle forsvare mine følelser og handlinger. Hvor godt, aldrig rigtig var godt nok .. Måske er det det, der stadig sidder på min ene skulder og spøger. Det må jeg lige finde ud af - så meget magt skal ord alligevel ikke have!!

Jeg er så træt af følelser - ISÆR dem jeg ikke helt kan forklare!

Ordet har faktisk også magt.

Jeg plejer ellers at sige at ord ingen magt har, hvis der ikke er handling er bag. Men det har de altså.. Mere end jeg faktisk lige huskede.
Jeg taler ikke om grimme ord, som kælling, luder eller ligende. Jeg taler om de ord med en dybere betydning bag. De ord der går ind og påvirker din personlighed, dine følelser, det du kan - den du er, og det du står for.

Som tidligere skrevet, er det ord der bliver ved med at give mig roterende fis i kasketten. De fare rundt på øverste etage, og piller mig ned.
Efter et døgns tid væk fra "omverdenen" besluttede jeg mig for at disse ord, ikke længere skulle have den her magt over mig. Over mit humør, over min gøren og laden, over min energi. Men HA! Det er da så meget nemmere sagt end gjort.

At blive ramt på den man er gentagende gange, er trist. Jeg troede egentlig ikke det ville ramme mig så hårdt som det har gjort, men fuck i helvede, i satan, hvor skulle jeg tage fejl. Føj, hvor har jeg grædt og føj hvor har jeg kastet op over min egen person. Det er egentlig utrolig latterligt, og jeg føler mig egentlig mega svag - og så alligevel ikke. Det er det rene skizoliv, når jeg det ene øjeblik bliver ked af den jeg er, og det andet øjeblik så heller overhovedet ikke har nogen som helst lyst til at ændre på det.

Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg ikke kan være vellidt alle steder. Det er også helt okay, vi er alle forskellige, og hvis alle gik i spænd, så ville det være død kedeligt.
Jeg er heller ikke i tvivl om at jeg ingen intentioner har haft om at såre nogle.. At det så alligevel er de følelser jeg sidder med nu, er skod. Utrolig skod.
Er jeg virkelig så egoistisk? Er jeg en kold skid? Er det nødvendigt at ty til andre muligheder, for at få den opmærksomhed man søger?

Måske jeg egentlig skulle revurdere mig selv, en gang til. Måske jeg egentlig bare er en skod ven, en skod mor, en skod person. Måske er jeg bare blind? Ikke blind for egne fejl, for dem ved jeg godt jeg har masser af.. Men måske er jeg blind for hvor meget jeg såre folk, ved at være mig? Måske er jeg blind for sandheden.

Lige nu bruger jeg kræfter på at samle stykkerne op fra gulvet. Prøve at se om brikkerne passer ind i puslespillet. Passer de ikke, er jeg nok egentlig okay.. Passer de? Ja, så lærte jeg noget nyt.

Jeg er ikke ked af det fordi jeg tabte - jeg er ked af det fordi jeg åbenbart
fejlede som det menneske, jeg egentlig godt kunne li'!